‘Ensomhed og fællesskab’ er et gratis undervisnings- og aktivitetsmateriale, hvor du kan arbejde med trivsel og det gode klassefællesskab i din klasse. Undervisningsmaterialet er målrettet 1. til 3. klasse.
I materialet får du adgang til:
- Et færdigt planlagt undervisningsmateriale til otte lektioner.
- To film om ensomhed og fællesskab med tøjdyrene Topper og Snapper, der taler med børn og deres lærer om, hvad ensomhed er, og hvordan man kan invitere ind i fællesskabet.
- Print-klare materialer til alle lektioner.
- Musikvideo, tekst og noder til Sigurd Barretts nye sang om ensomhed.
Undervisningsmaterialet er bygget op over otte lektioner og kan bruges som enten ét langt forløb, som en eller flere ugentlige lektioner eller som en temadag. Man kan også tage de aktiviteter ud af forløbet, som giver mening for egen undervisning. Materialet er opdelt i tre faser: før-fasen, under-fasen og efter-fasen. I før-fasen aktiveres elevernes viden og tanker om begrebet ensomhed, og de skal forsøge at koble det til deres egen hverdag og erfaring. I under-fasen skal eleverne se to film, som omhandler ensomhed og fællesskab. Her møder eleverne tøjdyrene Topper og Snapper, som prøver at forstå ensomhed og undersøge, hvordan man kan skabe gode fællesskaber. Løbende i denne fase skal elevernes tanker og refleksioner om de sete film forankres i både hoved og krop gennem klassesnakke, lege og aktiviteter. I efter-fasen skal eleverne arbejde videre med deres erfaringer fra filmene gennem et dilemmaspil, og sammen i klassen gå på opdagelse i alt det de har til fælles. Til sidst introduceres begrebet ”Fællesskabsforkæmper”, som er materialets bud på, hvordan man kan holde ”de gode vaner ved lige” – hvordan man fortsat kan arbejde videre med at passe på hinanden i klassefællesskabet. Dette materiale opfatter begrebet ensomhed som en foranderlig følelse, og derved noget som kan ændres. Materialet har et særligt fokus på aktiviteter, da hensigten er at styrke sammenholdet og fællesskabet i klassen. Under alle aktiviteter er formålet med aktiviteten forklaret samt hvad aktivitetens styrke er. ‘Ensomhed og fællesskab’ indeholder også et aktivitetsmateriale med en række lege, samarbejdsøvelser og krea-projekter, der sætter krop på begreberne ensomhed og fællesskab, og giver et udgangspunkt til sammen at blive klogere på, hvad et godt fællesskab er, hvordan I sikrer det hos jer, og hvordan I byder andre velkommen i jeres fællesskab. Aktiviteterne er især tiltænkt frivillige børne- og ungdomsorganisationer, der mødes med børn i alderen 6-10 år, men kan også bruges af skoler, forældre ved et trivselsarrangement eller en fødselsdag – og i alle andre sammenhænge, hvor voksne laver aktiviteter med en gruppe børn i indskolingsalderen. Målet med materialerne er at forebygge ensomhed ved at bryde tabuet, og samtidig inspirere til at se op og holde øje med, om der er mennesker omkring os, der har brug for at blive inviteret med – og at vi på den måde kan gøre en kæmpe forskel. Projektet er blevet til i et partnerskab mellem Røde Kors og Danmarks Kirkelige Mediecenter (DKM). Materialerne er udviklet i samarbejde med lærere og frivillige ledere.