Projekt Edison

Velkommen til Projekt Edison

Projekt Edison er en sjov og lærerig opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse, hvor eleverne gennemgår en innovativ læringsproces.

Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse. Under et længere forløb vil eleverne stifte bekendtskab med koncept- og produktudvikling i både teori og praksis. Målet er, at hver gruppe fremstiller et produkt, hvilket de senere skal fremvise på en større messe.

Formålet med Edison er at give eleverne muligheden for at deltage i en innovativ læringsproces tidligt i deres skoleforløb, og muligvis vække en interesse for entreprenørskab og iværksætteri. Undervisningen foregår tværfagligt, og eleverne får mulighed for at arbejde selvstændigt samt udfolde sig kreativt.

Elever, der deltager i Edison, skal arbejde under et bredt nationalt tema fastsat af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med en arbejdsgruppe fra de deltagende kommuner. I løbet af efteråret skal eleverne arbejde med produktudvikling, præsentationsteknik, visualisering og markedspotentiale som forberedelse til lokalfinalerne og til landsfinalen i november, hvor de skal fremvise deres endelige produkt for forældre, undervisere, og dommere.

Tilmeldingsfristen for Projekt Edison 2022 er fredag den 16. september 2022.

 

Gå til Idébanken